Så sidder jeg her igen med håret i postkassen og søvn, der ikke vil komme. Med tanker, der nok ikke er specielt sunde for min mentale tilstand. Måske er det at skrive med til at fastholde min mentale tilstand! Eller måske er det med til at få mig op til overfladen igen. Hmm.. min mentale tilstand, det lyder sgu som en eller anden underlig størrelse, hvad det jo også er. Jeg har det jo i virkeligheden ikke godt, er faktisk lige glad med hvordan helvede det går, og så alligevel ikke.
Selvfølgelig er jeg ikke ligeglad, men engang imellem er jeg så træt af, at prøve at være "normal" eller "glad, positiv, fleksibel og udadvendt", som jeg vist engang skrev i en jobansøgning, at jeg var. Og det er jeg jo også noget af tiden.
Det sjove er jo, at folk bliver sådan lidt stille, når jeg fortæller, at jeg endnu en gang har en depression. Jeg tror, at andre føler sig lidt truet over, at jeg sidder åbenlyst og siger:"Nu du spørger, ja så går det faktisk ad helvede til."
Måske er det noget jeg bilder mig ind, men jeg har sådan en følelse af, at andre bagefter siger til sig selv og hinanden:"Åh, hvad fanden har hun at være deprimeret over. Hun har sgu da fast arbejde...nå, ja hvis hun ellers gad at komme. Manden tjener da vist også godt. Hun er sgu nok ikke mere deprimeret end os andre. Hun smilede sgu da også, sidste gang vi talte sammen."
Og så er det sætningen:"Så tag dig dog sammen for helvede", kommer ind i hovedet på mig. Den sætning har været min tro følgesvend i utroligt mange år. Den er nogen gange blevet sagt direkte, andre gange har den, som så meget andet, "bare ligget i luften".
Jeg har sgu taget mig sammen, har igennem mit voksne liv til tider måttet hanke op i mig selv for på en eller anden måde at komme lidt videre. Men et eller andet sted inderst inde, har jeg jo godt vidst at depression har været og stadig er en del af mig. En del, der når jeg ikke kunne leve op til forventninger eller bare ikke har kunnet følge med, er kommet frem.
Men på trods af det har jeg som sagt følt, at der er blevet stillet spørgsmålstegn ved, om det nu også kunne passe, at jeg havde det så dårligt. Mon ikke jeg bare var lidt lad, lidt doven og bare trængte til lidt opmærksomhed.
Måske skulle jeg næste gang, nogen spørger mig om, hvordan jeg har det, svare: "Nej jeg har ikke nogen depression, jeg er sgu bare lidt doven."
Så er det jeg spørger mig selv: Rie, bliver du et dårligere menneske af at få stemplet diagnosen "Depression" i panden? Selvfølgelig gør jeg ikke det. Men!
Ja, der er altid et men.
Hvis jeg ene og alene forholder mig til reklamer,som desværre er med til at sætte dagsordenen.
Forholder mig til "den offentlige mening", som efter min(!) mening fokuserer ret meget på produktivitet, nedbringelse af gæld, driftomkostninger og andre økonomiske termer.
Ja, så gør det på en måde mig til et dårligere menneske.
Jeg er ikke produktiv nok, jeg belaster det offentlige system og driftsomkostninger på mit arbejde, da jeg pt. er sygemeldt.
I reklameverdenen er min målgruppe heller ikke specielt fremme i skoene. Ja, det skulle da lige være et eller andet "vidundermiddel" til forebyggelse af mentale dårligedomme, eller medicinalfirmaern lancering af nye lægemidler, men helt ærligt hvem fanden har hørt om, at der derudover er penge i depression.
Måske er jeg ikke helt fair. For det vrimler da på en eller anden måde med tilbud på "Opskriften på det lykkelige liv".
Måske er jeg alligevel "et godt menneske". For, hvad der sættes til på gyngerne, tjenes ind på karrusellerne."
